Om Himmerland

Grundejer i Himmerland




Himmerland er et fantastisk område, som byder på et væld af oplevelser for hele familien – uanset årstiden er der altid aktiviteter for både store og små. Udover de mange golffaciliteter, er der også mulighed for at være aktiv på andre måder.

NATUREN I HIMMERLAND

Himmerland er indbegrebet af skønne oplevelser i det fri, og der er plads til både leg, aktivitet og en dyb, omfavnende ro.

I hjertet af Himmerland ligger Rebild med Rold Skov, der er blandt Danmarks største naturattraktioner. Skoven er populær på grund af dens krogede troldetræer og naturlegepladsen Røverknolden – og så er den ideel både til cykel- og traveture i det grønne landskab.

En anden populær attraktion er Lille Vildmose – den største og mest velbevarede højmose i Nordvesteuropa. I Lille Vildmose kan du komme tæt på kronhjorte og vildsvin, og der er mulighed for at prøve en ørnesimulator. I tilknytning til mosen ligger Lille Vildmosecentret – et levende formidlingscenter, som bl.a. tilbyder forskellige guidede ture i Lille Vildmose og et dybere indblik i mosens unikke natur.

Du må ikke besøge Himmerland uden at lægge vejen forbi Thingbæk Kalkminer, Danmarks mest særprægede museum. Lad dig imponere allerede ved indgangen til kalkminerne, hvor man ser ud over Lindenborg Ådal med Rold Skov og de berømte Rebild Bakker.

En køretur på godt og vel en halv time bringer jer til Thorup Strand, hvor I kan nyde den skønne strand, der er afskærmet af klitter – og måske I smutter ind forbi autentiske Svinkløv Badehotel til en lækker frokost eller middag i sommersæsonen?

I Himmerland er du samtidig altid tæt på en lang række store attraktioner og forlystelsesparker for hele familien som Fårup Sommerland, Aalborg Zoo og Jesperhus Blomsterpark – så her er noget til ethvert humør!

GOLFEN I HIMMERLAND

Himmerland er efterhånden kendt som Danmarks golfmekka. Som ejer af et golfhus kan du ikke befinde dig bedre, hvis du interesserer dig for golf og samtidig gerne vil omgås andre golfinteresserede. Lige uden for døren er der 2 forskellige 18-huls golfbaner; New Course og Old Course samt en 6-hullers par 3 bane – Pay & Play Banen – der bare venter på at blive udforsket.

RESORTET I HIMMERLAND

Vender du blikket mod det populære resort HimmerLand, finder du masser af muligheder for at forkæle krop, sjæl og smagsløg. Her er mulighed for spabehandlinger, bowling, vandland, fitness, gastronomiske restaurantoplevelser og meget mere... Se muligheder og priser på HimmerLands egen hjemmeside, som du finder her.